Fritiden

Der er mange muligheder for at udfolde sig, når skoledagen er slut. Kosteleverne tilbydes forskellige aktiviteter på eller udenfor skolen. Man kan bruge fritiden sammen med kammeraterne på skolen, foran computerne i fællesstuen, hygge sig på sit værelse eller bare shoppe i de nærmeste byer. Mulighederne er mange.

Sport

Vi støtter dig gerne i dine sportsinteresser og hjælper dig med at komme i gang. Det kunne f.eks. være fodbold, boksning, gymnastik, amerikansk fodbold osv.

Fitness

Vi har et rigtigt godt samarbejde med det lokale fitnesscenter og tilstræber at der mindst to gange om ugen, er en voksen med eleverne oppe og træne.

Ridning

Vi samarbejder også med nogle af de lokale rideskoler. Her er mulighed for rideundervisning på mindre hold, enten på ridebane eller i skoven.

Computere og internet

På skolen har vi et antal spillecomputere, som alle er placeret centralt i opholdsstuen. Så selvom man befinder sig i en anden verden, er man stadig en del af fællesskabet. Mange elever har også deres egne computere, som de selvfølgelig må have på værelset.

Der er trådløst netværk på hele skolen.

Biograf

Skolen har sin egen lille biograf, med rigtige biografstole, som alle er velkommen til at bruge. Biografen bliver også brugt til at se TV.

Om vinteren

I den mørke periode om aftenen, fra november til april, arrangeres ture til svømme- og skøjtehal hver uge.
Vi har et fritidsrum på skolen, hvor eleverne kan spille bordtennis og Xbox eller bare hænge ud i sofaen med lidt TV.

Vi også har en gymnastiksal, hvor der kan spilles forskellige boldspil.

Hvad har du lyst til?

Vi har stor succes med at arrangere fælles ture ud af huset. Ofte er det kostelevernes ideer, der bliver arrangeret ud fra, og det er næsten altid frivilligt om man vil være med.