Vi starter som et krøllet papir

Vi starter som et krøllet papir

Daniel var bare 13 år, da han flyttede ind på Skolen på Slotsvænget. Hans liv var præget af indelukkethed, aggression og ingen tanker om at livet kunne være anderledes. Livet i familien var ikke nemt, og det smittede af på skoleindsatsen.

”I 6. klasse gik det mere og ned ad bakke. Jeg følte mig bagerst i alt, og jeg blev vred på lærerne,” siger Daniel. Han er i dag en ung mand på 16 år. Han bor stadig på kostskolen men går nu i 10. klasse på 10. klasseskolen i Hillerød.

”At flytte til Skolen på Slotsvænget er det bedste, der er sket. Selvom jeg bare var 13 år, gik det overraskende nemt. Jeg fik hurtigt nye venner og følte, jeg var en del af fællesskabet. Det havde jeg ikke følt længe. Det gik hurtigt med at lære alle at kende, for det er jo et lille sted. Man danner nærmest nye familiespor,” siger Daniel.

Undervisningen på skolen vakte også Daniels interesse: ”Jeg husker også, at det blev rart at gå i skole. Jeg kunne mærke, at lærerne gerne ville en. Det var fedt med de små hold og to lærere – så var der tid på en helt ny måde, end det jeg kendte fra skolen i Hørsholm tidligere,” siger han.

Daniel har fået gode venner – ”venner for livet”, som han selv siger. Og han har fået skabt gode og sunde fritidsinteresser. ”Jeg går til skydning og tennis i klubber. Og der er altid noget at lave på skolen, når man har fri – jeg spiller meget bordtennis, airhockey og fodbold. Jeg spiller også guitar, og der kommer en musiklærer en gang om ugen,” fortæller han.

Alt i alt er Daniel glad for livet på kostskolen og har fået styr på tre vigtige ben i livet: Bolig, skole og fritid. Han drømmer om at komme i militæret og uddanne sig videre dér.

”Det er skønt at se en dreng tage en helt ny drejning og igen få mod på livet. Vi oplever desværre alt for ofte, at børnene i flere tilfælde visiteres til den rette hjælp for sent i livet. Der kan det være sværere at få dem på en god kurs i livet. Når udsatte børn er blevet unge mennesker skal der mere til for at bryde de dårlige relationer og mønstre. Det siger sig selv. Vi ser langt flere mønsterbrydere, når de har fået hjælp og støtte tidligere,” siger Kasper Pavar, forstander på Skolen på Slotsvænget.

Daniel er ikke bange for at gå ud i livet efter kostskolen. Han føler sig godt rustet til at bo selv, fortsætte uddannelse og ikke falde i dårligt selskab med gamle venner.

” Jeg har lært alt det, jeg skal kunne, når jeg skal flytte ”hjemmefra.” Vi har fået botræning og lært om rengøring, tøjvask, hygiejne, madlavning og alle de rutiner, som andre også har i hverdagen. Jeg tror det sværeste ved at flytte bliver at bo uden de gode venner og pædagogerne. Man besøger jo ikke skolen på samme måde, som andre der besøger deres forældre, når de flytter hjemmefra,” siger han.

Daniel fortsætter eftertænksomt: ”Når vi kommer til skolen er vi ligesom krøllede papirer. Skolen retter os ud og former os til små papirfly. Og så sender de os afsted ud i livet.”

Skolen på Slotsvænget er en skole for børn med behov for særlig støtte til skole og livet. Der er både dag- og kostelever i alderen 12-17 år. Vi har fokus på skoleglæde, fællesskaber og udvikling i trygge rammer. Med differentieret undervisning, ekstra støtte og tid klarer de fleste folkeskolens afgangseksamen og bliver klar til at komme godt videre i livet.